Spring til hovedindhold
SMK - Statens Museum for KunstSMK - Statens Museum for Kunst
Tarotcollage
Opgave

Tarotcollage

Tarotcollage

Surrealisterne var inspireret af det okkulte og overnaturlige og designede bl.a. deres egne tarotkort. I denne opgave undersøger eleverne billedfortællinger og forholdet mellem et enkeltstående visuelt udtryk og seriens muligheder. Hvad sker der med betydningslag og fortolkningsmuligheder når billeder sættes sammen på nye måder?

Opgaven styrker elevernes evne til at udvikle billedfortællinger via komposition og visuelle symboler samt eksperimentere med collage som teknik og koncept. Eleverne kan forstå og anvende elementer som kontrast, rytme, balance og lagdeling samt reflektere over, hvordan rækkefølge og kontekst ændrer betydning.


Billedfortællinger

Længde5 lektioner

Opgaven kan tilpasses 3–5 lektioner.

Del 1 – Introduktion og idéudvikling

Intro: Vis eksempler på visuelle fortællinger i serier, bøger, collagekunst eller kortspil (f.eks. tarotkort, Dixit). Hvad er det karakteristiske ved disse fortællinger? Er der en særlig streg, farvenuance, stil, symboler? Hvordan er stemningen på billederne? Osv.

I kan også lade jer inspirere af surrealisternes collager og have fokus på kontraster, sammenstød og symboler.

Eksperiment: Hver elev laver et collagekort ud fra et ord eller følelse (f.eks. glæde, magt, håb, kaos). Du kan lade eleverne selv finde på ord eller på forhånd have udvalgt nogle.

Opsamling: Kort samtale om, hvad billederne "fortæller", og hvordan forskellige elementer skaber stemning.

Del 2 – Serieproduktion

Eleverne producerer fem til syv collagekort hver.

  • Eksempler på temaer: “En rejse” / “En drøm” / “Min by i fremtiden” / "Et indre landskab" (vælg ét).
  • Fællesbrainstorm på tavlen for at idégenerere.
  • Hver elev laver en skitse (brug arbejdsarket Moodboard).
  • Fokus: Hvert kort skal kunne stå alene, men også kunne indgå i en fortælling. Tilføj evt. håndskrevne ord, fragmenter af tekst, symboler, tegn.
  • Arbejd med: Kontrast og gentagelser, overflader og lag samt materialekombinationer

Del 3 – Fortælling og visning

  • Gruppedeling: Præsentation i små grupper: “Dette er min fortælling i seks kort”.
  • Rækkefølge: Eleverne lægger deres kort ud i forskellige rækkefølger – og ser hvordan fortællingen ændrer sig.
  • Fælles opsamling: Hvordan ændres fortælling, stemning og betydning ved blot at skifte rækkefølge?

Udvidelser og variationer:

  • Lav en fælles kortbunke, hvor elever mixer hinandens kort og skaber nye fortællinger.
  • Lav en randomizer: træk tre kort – skab en improviseret billedfortælling på væggen.
  • Udstil kortene på væg i fortællingsspor (som striber eller ringe).


I skal bruge
  1. Papkort i A6-størrelse (kan være fra gamle emballager eller karton)
  2. Saks, lim, limstift, tape
  3. Gamle magasiner, aviser, stofrester, emballage, kort, kortspil, tekstiler, bånd m.m.
  4. Skriveredskaber (tusch, farveblyanter, kuglepen, kridt)
  5. Evt. en pose til hver elev til opbevaring af deres kort
Detaljer
KlassetrinMellemtrin
Dansk, Billedkunst, Håndværk, design og arkitektur
Længde5 lektioner
Download opgaven i PDF
Byg dit eget forløb
Byg dit eget forløb

Tilpas eksisterende opgaver, øvelser og kunstværker til dit eget undervisningsforløb.

Opret konto