Spring til hovedindhold
SMK - Statens Museum for KunstSMK - Statens Museum for Kunst
Audio-guide i det fri
Opgave

Audio-guide i det fri

Audio-guide i det fri

Hvad kan man finde af natur i jeres lokalområde? I denne opgave skal eleverne skal gå på opdagelse og finde et særligt naturområde de gerne vil formidle. De skal undersøge arter og dertil skabe deres egne beroligende audioguides, hvor de beskriver en sanselig naturoplevelse.

Natur-audioguide

Længde2 lektioner

Nogle siger, at det, man kender, passer man bedre på. Hvis man kan navnene på de planter og dyr man møder i naturen, har man derfor en større lyst til at bevare og passe på den. I denne opgave skal eleverne arbejde med at beskrive et udvalgt naturområde i detaljer gennem en audioguide, for derigennem at lære deres lokalområde og de arter der findes der, bedre at kende, og gennem en audioguide arbejde med at skabe ro og nærvær.

Kunstnere har gennem århundreder været forbundet med naturvidenskaberne og har registreret og skildret planter og dyr. Eleverne skal ligesådan artsbestemme og udforske det, de finder, og samtidig skal de arbejde med audioguiden som et værktøj til at finde ro, fordybelse og til at skabe forbundethed til naturen. Tal inden da om, hvad forskellen er på det sympatiske og det parasympatiske nervesystem, og hvornår det bliver aktiveret. I kan med fordel arbejde med opgaven [Kroppen i naturen] inden I går i gang.

Eleverne skal deles ind i grupper på 3-4. De skal udvælge sig et område i naturen – det kan være en skov, en park eller en strand. Her skal de sætte sig og notere og skitsere, hvad de ser. Inden kan du lade dem inspirere af Agnes Slott Møllers Æbleblomster, Niels Larsens Stevns’ Plantestudier eller Dankvart Dreyers Træstudie. I kan finde flere eksempler på SMK Open.

Bed dem lægge mærke til detaljerne i omgivelserne. Hvilke blomster, træer og planter er der? Hvordan dufter der? Kan de se nogle insekter? Er der nogle særlige sten? Kan man høre fugle? De skal nu artsbestemme og gå i dybden med en eller flere af deres observationer, som de vil bruge i deres audioguide.

Audioguiden skal have en klar opbygning med en begyndelse, en midte og en afslutning, og det skal vare mellem 3 og 5 minutter. Formålet er, at audioguiden skal virke beroligende og hjælpe lytteren til at være i nuet og blive opmærksom på omgivelserne. Brug programmet WeVideo på Skoletube, hvor der også er et lydbibliotek, der kan være med til at understøtte en stemning, for eksempel rolig musik, fuglekvidder eller lyden af et vandløb.

Eleverne skal være opmærksomme på deres brug af virkemidler, samt tempo, pauser og stilhed, så der bliver plads til fordybelse. Samtidig skal beskrivelserne være nøjagtige, så lytteren på stedet kan få en større forståelse af omgivelserne.

Afprøvning

Eleverne skal nu afprøve hinandens audioguides. Afhængigt af hvor meget tid der er, kan du vælge, at grupperne bytter med hinanden, eller at I lytter i fællesskab. I kan præsentere i klassen, med et billede fra det sted grupperne har valgt, eller I kan gøre en tur ud af det, så eleverne afprøver hinandens audioguides på de udvalgte steder.

Formålet er at opleve, hvordan lyd, tempo og beskrivelser påvirker deres følelse af ro og nærvær, samt at blive klogere på hjemmehørende arter og naturens rytme. Efterfølgende skal de give konstruktiv feedback til hinanden. De skal blandt andet overveje, om lydoplevelsen skabte ro, hvad der fungerede godt, og hvad der eventuelt kan forbedres.

Opsamling

Tal sammen om hvordan det var at gå tæt på et område. Opdagede de noget nyt? Blev de klogere på deres omgivelser?

Hvordan arbejde de med at skabe ro og fordybelse?

I skal bruge
  1. Papir
  2. Blyanter
  3. Computer med adgang til internettet
  4. Telefoner eller andet der kan optage lyd
Detaljer
KlassetrinUdskoling
Dansk, Naturvidenskabelige fag, Billedkunst
Længde2 lektioner

Download opgaven i PDF
Byg dit eget forløb
Byg dit eget forløb

Tilpas eksisterende opgaver, øvelser og kunstværker til dit eget undervisningsforløb.

Opret konto