Skab en bolig til dit væsen
Indskoling, Mellemtrin
2 lektioner
I mosens sumpområde under et elletræ, lige hvor træets grene er vokset sammen, så de danner et hul. Det er der, Elverfolket helst vil bo! Hvor vil dit væsen helst bo?
I denne opgave skal I bygge en bolig til et væsen. I skal udenfor og samle, hvad naturen kan byde på af materialer. Og I skal finde et lille udendørs område, hvor hver elev udvælger et sted at bygge (se inspirationsbilleder). Eleverne kan i denne opgave forholde sig nysgerrigt til et nærliggende miljø med en undersøgende tilgang til naturens materialer.
Her bor jeg
2 lektioner
- Start i klassen. Sæt jer i rundkreds med hver jeres væsen. Lad eleverne kigge godt på deres væsen. Hvis det var et levende væsen, hvordan ville det så være? Tal om det på kryds og tværs. Lad eleverne på skift færdiggøre sætningen: ”mit væsen kan godt lide…” – ”mit væsen kan ikke lide…”
- Fortæl eleverne, at I om lidt skal bygge en bolig til jeres væsen ude i naturen. Hvad tror de, at væsnet har brug for? Og hvilke steder tror de, at væsnerne helst vil bo? (på en træstub, midt på vejen, i et hul?). Fortæl også, at nogle væsner godt kan lide at være hemmelige. I skal finde forgængelige materialer. Hvad vil det sige, at noget er forgængeligt? Tag evt. en samling af materialer med til at vise frem, både naturmaterialer og kunstige materialer. Med elevernes hjælp kan I sortere materialerne i forgængelig og ikke forgængelig.
- Sammen skal I kigge på de materialer, du har medbragt, og tale om hvordan man kan bygge med dem. Fortæl at I har ler og snor som hjælpematerialer – vis eleverne, hvordan materialerne kan sammensættes. Fx blade som tag, grene og ler som mur, hegn af agern på række (suppler evt. med fotoeksempler).
- Nu skal eleverne ud at samle materialer og derefter bygge boligerne. I kan med fordel udvælge et mindre område og lade eleverne arbejde sammen to og to. Alle bygger og eksperimenterer med materialerne. Hvis man finder en god måde at bygge på med materialerne, må man meget gerne dele de gode idéer med hinanden.
- Tal også om, hvilken rolle jeres væsner har i fællesskabet/samfundet. Er det et væsen, der beskytter andre, bestemmer og leder eller noget helt andet. Hvilken betydning kan det få for placeringen af deres boliger?
- Hvis nogle er hurtigt færdige, kan de lave flere detaljer, fx møbler, en have, et vagttårn etc.
- Gå på rundvisning og kig på hinandens huse. Tag billeder af husene – husk at de jo er forgængelige. Kom evt. tilbage en anden dag og kig på boligerne for at se, hvordan de med tiden har ændret sig.
I skal bruge
- Ler
- Snor
- Saks
- Beholder
- Evt. skovl
- Naturmaterialer