Goddag med kroppen
Indskoling
Under 1 lektion
Mennesker trykker hinanden i hånden eller giver et kram. Hunde snuser hinanden bagi. Hvordan hilser dit væsen?
I denne opgave skal eleverne agere væsner og bevæge sig rundt i klasselokalet og hilse på hinanden, som de forestiller sig, at deres væsen ville gøre. Du kan lave din egen samling af væsenkort eller bruge SMK´s ”klar-til-print” væsenkort, som du finder under bilag. I denne opgave sætter vi fokus på kropsprog – både afkodning af andres kropssprog og iscenesættelse af egne kroppe.
Sådan hilser jeg
10 minutter
1. runde:
- Eleverne får hver et billede af et væsen (se bilag). Vær opmærksom på at nogle af væsnerne går igen.
- Sig til eleverne: Kig godt på jeres væsen. Nu skal I prøve at forestille jer, hvordan jeres væsen vil hilse på hinanden? Hjælp eleverne på vej: Er det et genert væsen, eller er det nysgerrigt på at møde andre. Kig på dets krop, har det arme eller ben, det kan bruge til at hilse med? Hvad med dets ansigtsudtryk? osv.
- Nu skal eleverne rundt og hilse på hinanden med deres særlige væsen-hilsen. Bed eleverne om at tage et ekstra godt kig på deres væsen, mens du samler alle billederne sammen. Lad eleverne hilse i et par minutter. Du kan lægge mærke til, om der er nogle af hilsnerne, der går igen?
- Få ro i klassen. Nu er det tid til at samle op i plenum. Du kan fx spørge: Hvor mange mødte nogle væsener, som brugte deres arme til at hilse med? Brugte deres ben? Brugte deres mund? Hvordan ville væsnet bevæge sig, hvis det er glad? Hvad hvis det var et ondt væsen? Modigt? osv.
- Fortæl eleverne, at nogle af dem har haft de samme væsner – mon de kan gætte, hvem det var? Hvorfor?
2. runde:
Nu skal eleverne lære hinandens væsener endnu bedre at kende.
- Bed eleverne om at gå rundt og hilse på hinanden igen - men nu på forskellige måder.
- Fortæl eleverne: "Første gang I hilser på en klassekammerat, skal I bruge jeres egen væsen-hilsen, men næste gang skal I bruge den hilsen, som I lige selv er blevet mødt med. For hver gang man møder et nyt væsen, kopierer man den hilsen, og giver den videre til den næste man møder.
- Lad eleverne hilse i et par minutter.
- Placer alle billederne af væsener et sted, hvor alle kan se dem.
- Lav en opsamling: Hvilket væsen ville I helst møde i virkeligheden? Hvorfor? Er der et væsen, I slet ikke har lyst til at møde i virkeligheden? Hvorfor?
I skal bruge
- Billeder af væsner, printet og klippet ud (se bilag)
- Et rum hvor I kan bevæge jer forholdsvis frit