Ønske om forandring
Udskoling
1 lektion
Hvilke markante forandringer er vi lige nu vidne til, og hvad tror vi, at vi kommer til at bryde med i fremtiden?
I denne opgave skal eleverne arbejde med ‘brud’ som begreb. De skal med et fremtidsperspektiv undersøge nutidens brud eller spor af brud. Eleverne skal synliggøre deres ønsker om forandring i et ønsketræ og invitere resten af skolen til at bidrage med ønsker – store som små.
Hvad er et brud?
15 minutter
- Start med at brainstorme over ordet brud – hvad betyder det? Kan I finde på synonymer? Fx adskillelse, afbrydelse, noget der brækker eller knækker etc.
- Kom på andre ord, hvor brud indgår som en del af ordet, fx, indbrud, gennembrud, knoglebrud. Hvilke ligheder og forskelle er der i ordene?
- Hvilke former for brud har eleverne oplevet eller været igennem?
- Hvilke former for brud oplever de lige nu i samfundet, fx i medierne?
- Hvilke større brud forestiller eleverne sig, der vil komme i fremtiden?
Vores ønsketræ
30 minutter
- Eleverne skal i denne del af opgaven kigge nærmere på, hvad de ønsker at ændre eller bryde med.
- Kan der i det større perspektiv være nogle grundlæggende normer, strukturer, principper og verdensopfattelser, de ønsker at ændre på – eller nogle mere nærliggende hverdagsproblematikker, populærere tendenser etc., som de har svært ved at identificere sig med?
- Hjælp klassen med at kategorisere "problemområder", som I synes er mest spændende at arbejde med, fx forandring i hjemmet, forandring i skolen, forandring i byen, forandringen i dig selv, etc.
- Udvælg kategorier og skriv dem ned på et stykke A2 papir. Placer dem på gulvet eller rundt i klasselokalet.
- Eleverne går sammen to og to, besøger de forskellige kategorier, taler om hvad de ønsker af forandringer under hver kategori og skriver et ord eller en kort sætning på papiret.
- I samler op i plenum.
- Klassen skal nu lave en interaktiv installation, hvor eleverne udvælger et ord eller en sætning hver.
- Find den praktiske løsning der passer jer bedst. I kan fx hænge små ønskekort i snor på et træ i skolegården, hænge ønskesedler på en tørresnor med klemmer på kryds og tværs i gangene eller fællesrummet, lægge ønskesedler i en gennemsigtig boks, etc.
- Sørg for at installationen bliver synlig på skolen og for de andre elever og lærere, og husk at lave en instruktion som inviterer mange til at bidrage med deres egne ord/sætninger.
I skal bruge
- A2 papir
- Små stykker karton (til- og frakort),
- Snor
- Saks
- Tusch
- Et træ i skolegården el. lign.