
Byens farver
Byens farver
I denne opgave skal eleverne gå på opdagelse i deres lokalmiljø og finde forskellige farver. Med udgangspunkt i Poul Gernes’ og Aase Seidler Gernes’ brug af farver skal de herefter undersøge, hvordan farver kan ændre stemningen, udtrykket og fortællingen på et udvalgt sted.
Genskab byens farver
2 lektioner
Eleverne deles i grupper på 4-5. Sammen skal de gå ud i deres lokalområde og fotografere forskellige farver. De kan fx tage et billede af en mur eller et byskilt helt tæt på. Efterfølgende skal de – med inspiration fra Poul Gernes’ og Aase Seidler Gernes’ værker med farvede cirkler – genskabe farverne fra byen på papir med farveblyanter. Har I lyst, kan i også bruge maling, hvor det er lettere at blande sine egne nuancer.
Elevernes farvecirkler hænges op side om side, og sammen danner de nu en slags portræt af byens farver. Tal om, hvorvidt der er farver der går igen, eller om der er et overordnet tema? Fx jordfarver, pasteller e.l.
- papir
- farveblyant
- maling
- pensler
Kan farver forandre verden?
1 lektion
Poul Gernes sagde, at farver forandrer verden. Han mente, at alle farver rummer forskellige historier, som kan ændre sig alt efter, hvem der ser på dem. Han har lavet mange farverige kunstværker, men har også dekoreret Paladsbiografen og Herlev Hospital i alverdens farver malet direkte på arkitekturen.
Eleverne skal i grupper finde et sted, et kunstværk eller en bygning i deres lokalområde, som skal forandres med farver. Du kan give dem et benspænd – fx at det skal være et sted, de synes er kedeligt eller utrygt, at det skal være et ikke-sted, hvor folk bare går forbi, eller at de alle skal arbejde med det samme lokale monument eller kunstværk.
Eleverne skal tage et foto af det, som de vil forandre med farver. Tilbage på skolen skal de printe det ud i sort hvid, så de kan lægge farver på.
Eleverne skal nu vælge de farver, de vil bruge. Lad dem diskutere hvordan de forskellige farver kan bruges. Skal det være kolde eller varme farver? Neon eller pastel? Skal de matche eller være i kontrast? Hvilken stemning eller historie vil de fortælle?
- Noget til at tage billeder med
Opsamling
1 lektion
Har eleverne valgt forskellige steder, kan I lave en byvandring, hvor de præsenterer deres proces og forklarer deres valg af farver – ellers kan I præsentere i klassen. Tal om hvordan farverne har ændret det valgte. Er det forskelligt, hvordan farverne påvirker os?
I kan også udvide opgaven ved at bede eleverne digte en historie, der passer til de farver, de har valgt. Er broen over vejen blevet en regnbue? Er idrætshallen blevet til en slikfabrik?

Tilpas eksisterende opgaver, øvelser og kunstværker til dit eget undervisningsforløb.