Sansemapping
Mellemtrin
3 lektioner og 15 minutter

Eleverne arbejder i grupper, udvælger ruter i det nærliggende område og drager sammen ud på en byvandring. Her har grupperne til opgave at sanse og registrere det, de møder og kommer forbi. Opgaven munder ud i et audiodigt, som inviterer og guider resten af klassen til at opleve ruterne på ny.
Find ruten
30 minutter
Klassen deles op i grupper på 4.
Grupperne finder en rute på 1 km væk fra skolens grund, gerne i forskellige retninger.
Eleverne kan vælge at følge en eksisterende vej eller sti.
De kan også gå ”off road” gennem fx marker, parkeringspladser, baggårde, fodboldbaner etc. Denne rute markeres på kortet.
I skal bruge
- Adgang til fx Google Maps
- Papir og blyant
- Tusch
- Optager
Mappe sanserne
1 lektion
Grupperne har nu til opgave at følge ruten nøje. Sammen går de ud på vandring med papir og blyant. For hvert 10. skridt stopper eleverne op, sanser stedet og stemningen og skriver hver især et ord ned, der umiddelbart falder dem ind. Det kan være en genstand, de får øje på, det kan være en observation af noget, der sker med deres egen krop, eller noget andre personer gør. Det er vigtigt at disse ord kommer ned på papir i den rækkefølge, de opleves i.
Hjælp eleverne i gang ved at lave et eksempel inde i klassen, inden de sendes ud på vandring. Du må gerne udfordre eleverne til at bruge forskellige ordklasser (navneord, udsagnsord, tillægsord). Når grupperne har været igennem hele ruten, vender eleverne tilbage til klassen med en masse ord, som de har registreret og indsamlet.
I skal bruge
- blyant
- print af arbejdsark
- kort med rute
Bilag
Audiodigt
30 minutter
Det er nu tid til at samle ordene og optage dem til et audiodigt. Mens der optages, læser eleverne på skift deres ord fra hvert stop på ruten op. Inden optagelsen kan I med fordel øve oplæsning (stemmeføring, tydelighed, tempo etc.)
I skal bruge
- lydoptager
- liste over ord
Guidet vandring og opsamling
1 lektion
Grupperne skal opleve hinandens ”guidede ruter”. I plenum kan I samle alle ruter og se dem på et kort. Afspil gruppernes registreringe, og lad resten af klassen gætte, hvilken rute der hører til hvilket digt. Grupperne laver en QR kode, hvor de samler info om deres specifikke rute, samt om deres audiodigt. QR koderne printes ud og lamineres, og de sættes ud på ”startpunktet” på skolens område som en invitation til elever og lærere på resten af skolen til at opleve deres sansemapping af det nærliggende område.
Opsamling
Når digtene præsenteres ét efter ét, kan I sammen kigge på de ord, der er blevet valgt. Er der nogle ord, der går igen (i det enkelte, men måske også i flere af digtene) – siger det noget særligt om jeres by? Er der noget der overrasker? Var der en særlig ordklasse, eleverne umiddelbart valgte? Hvordan var det for eleverne at gå ud et velkendt sted og opleve det på denne måde?
I skal bruge
- QR kode-generator
- Høretelefoner
- mobil/tablet