Spring til hovedindhold
SMK - Statens Museum for Kunst

I Høst(1885)

Maleri af L.A. Ring (1854-1933)

I Høst
Værktype

Maleri

Teknik

Olie på lærred

Datering

1885

Dimensioner

1902 x 1542 mm (netto)

Arbejder

Manden svinger leen gennem kornet. Hans tøj er beskidt og hullet. Hans mund står let åben, og hans arme virker unaturligt lange og tunge, ligesom hans hænder er store og grove. Mandens ansigt er vendt delvist væk, og penselstrøgene afslører ikke mange detaljer – ikke engang hans øjne er synlige under hattens skygge. Er der mere fokus på handlingen end på mennesket?

Portræt

Horisontlinjen er høj, og himlen fylder en brøkdel af værket. Marken, der skal høstes ved håndkraft, virker uendelig. Selvom titlen ikke fortæller det, er det kunstnerens bror, der har stået model. L. A. Ring besøgte broren, Ole Peter Andersen, på hans gård i Sydsjælland, hvor han boede med deres mor efter farens død. Her udførte han det første af en række værker, der viste jævne folk på landet.  Der er tale om et monumentalt portræt, ikke af broren, men af landarbejderen.

Gud er død

L. A. Ring gengiver det hårde liv på landet uden medynk og med en vis stolthed. Han var i tråd med tidens radikale tanker fra Friedrich Nietzsche, og hans politiske holdninger og ateistiske livsanskuelse kan læses ind i hans værker, der er realistiske, men rummer flere lag. Manden med leen er et kendt symbol på døden, som her er repræsenteret gennem landarbejderen og ikke et kutteklædt skelet. Døden står dog i stor kontrast til den livgivende gyldne mark, badet i solskin. Hvordan kan man forstå de forskellige symboler på liv og død?

Inspirationsord

  • Død
  • Arbejde
  • Farver
  • Symbolik
  • Realisme
  • Ateisme
  • Hverdagsliv
  • Landet