Kor(1991)

Fællesskab

Fem menneskelignende skikkelser står på række. Deres kroppe er deforme og proportionerne groteske. På trods af forskellige kønsmarkører fremstår de meget ens, særligt deres ansigtsudtryk og de skaldede isser medvirker til dette. Figurernes munde er alle vidt åbne. Titlen fortæller, at der er tale om et kor – men hvilke lyde kommer fra dem? Måske er der mere tale om skrig end skønsang? Deres hænder er forbundne med hinanden, indrullede i bandager, med undtagelse af de to yderste, som er blodrøde. Sammen bliver de en del af et klaustrofobisk, tvungent fællesskab, som ligner et resultat af et makabert, kirurgisk indgreb.

Den indre og ydre verden

Figurerne er ikke placeret i et rum, men svæver næsten. Baggrunden, som også danner en ramme om koret, har struktur som en hjerne, eller måske en tarm, men i stedet for at være lyserød er den grå og død i farven. På den måde bliver koret et billede på en indre eller kropslig tilstand. I maleriets hjørner er der fire globusser, men ved nærmere eftersyn er det ikke jordkloder i stativerne, men hjerner. Bliver de sygelige kroppe et billede på et sygt samfund? Måske vil Michael Kvium have beskueren til at tænke over verdens tilstand og menneskets plads i den.

Inspirationsord

• Krop
• Skønhedsidealer
• Samfund
• Køn
• Følelser
• Mareridt
• Det underbevidste