Havelågen ved bagermester Købkes gård på Blegdammen(1843-1844)
Maleri af Christen Købke (1810-1848)

Maleri
Olie på papir, klæbet på lærred
1843-1844
295 x 245 mm (Netto)
Uden for havelågen
Havelågen er åben, og vi får et glimt af den verden, der er lige udenfor. Et skib med hvide sejl er på vej forbi og passerer en kirke på den anden side af bredden. Det er udsigten fra bagermester Købkes (malerens far) gård. Den lå på Blegdammen ved Sortedamssøen i København. Dengang lå den store ejendom i landlige omgivelser uden for byen, og i næsten ti år var det maleren Christen Købkes hjem.
Hjemme bedst
Sammen med hustruen Susanne Cecilie havde Købke sin egen lejlighed og atelier i huset. Han havde derfor nem adgang til at finde motiver langs søen. Han behøvede bare at gå ud af havelågen og følge stien. Eller han kunne blive i haven og male det, der var allernærmest, som her hvor han med sin pensel og maling undersøger barken på træstammerne og lysets spil på stakit og vegetation.
Udlængsel?
1800-tallets kunst er rig på vinduesmotiver, og motiver der som dette indeholder en mulighed for at træde ud i en større verden. Bortset fra en enkelt rejse til Italien foretrak Købke tilsyneladende at blive i de omgivelser, han kendte og var tryg ved. Stakittet og ukrudtet, det blide lys og det grønne løv gav måske den nærhed og intimitet, kunstneren havde brug for.
Inspirationsord
- Ude og hjemme
- Natursyn
- Guldalder
- København
- Overgange
- Land og by