© Claus Carstensen / VISDA
Bevidst forfald
Claus Carstensen skabte værket Æterlegeme i 1986. Han har brugt utraditionelle materialer som asfaltlak, konsistensfedt og sin egen urin. Han har brugt mange stykker skumgummi, der er fastgjort med hæfteklammer og lim. Materialerne har han valgt med vilje, fordi de nedbrydes over tid. Carstensen ønskede at værket l langsomt skulle gå i opløsning, og det var aldrig meningen, at det skulle bevares permanent. Æterlegeme er et begreb fra det okkulte, og betegner en energi eller aura, der udstråler fra kroppen. Det er begreber man også ofte bruger om kunst – at der er en særlig aura, der udstråler fra værket i en forestilling om det ophøjede værk. Måske er det derfor Carstensen har pisset på sit værk og afmærket sit territorium, og modsat den klassiske forestilling om den evige, ophøjede kunst lader han sit værk forgå.
At bevare det forgængelige
Som nationalgalleri er Statens Museum for Kunst forpligtet til at passe på samlingen. Det kan være en særlig udfordring, når et værk som Æterlegeme indeholder materialer som skumgummi, der hurtigt nedbrydes. Skumgummiet misfarves og smuldrer, især når det udsættes for solens ultraviolette stråler – måske har du set, hvordan skumprodukter bliver gule over tid.
Fra nedbrydning til fornyelse
I 2019, efter 33 år på museet, var værket så nedbrudt, at det ikke længere kunne vises uden indgreb, og det blev derfor restaureret i tæt samarbejde med kunstneren. Den nedbrudte skumgummi blev fjernet og erstattet med ny i hvide og blå nuancer, og overfladen blev behandlet med fedt og lak, så værket igen fik sit oprindelige udtryk. Der blev dog ikke tilført ny urin. Restaureringen rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvordan bevarer man et værk, der er skabt til at forsvinde? Nedbrydningen af de nye materialer er allerede begyndt.
Inspirationsord
- Samtidskunst
- Skumgummi
- Nedbrydning
- Konservering
- Restaurering
- Komposit kunst
- Forgængelighed
- Kunstbegrebet
- Nye materialer

Tilpas eksisterende opgaver, øvelser og kunstværker til dit eget undervisningsforløb.