En billedhugger (Christen Christensen) arbejder efter levende model i sit atelier(1827)
Maleri af Wilhelm Bendz (1804-1832)
Skulpturkroppe og levende model
I maleriet ses arme og hænder, der beskytter, rækker op mod himlen eller anviser en krops stilling. Den unge, spinkle billedhugger med bølgende hår, fine ansigtstræk og elegant taljeret jakke instruerer sin model, en muskuløs soldat med bar overkrop og en ordentlig barberkost af et overskæg. Skulpturen tager form i det medgørlige ler. Rundt om i billedhuggerens værksted står en masse andre figurer, deriblandt en Gliedermann, en slags bøjelig dukke, der kan placeres i forskellige stillinger. Maleren har placeret dem nøje, så de kommer til live og interagerer med hinanden. De mange skulpturer understreger også den levende models hud og muskulatur. En lille hund titter op fra en balje.
Lyset giver form
Det gyldne lys strømmer ind og fremkalder formerne i modellens krop, men også i alle de livløse statuer og relieffer på hylder og vægge. Lyset falder også på billedhuggerens ansigt, der er koncentreret og myndigt. Gardinet, der skærmer for sollyset, bliver et maleri i maleriet. Atmosfæren i atelieret er fortættet og fuld af fortællinger fx om kunstnerisk skaben.
Fra kunstnerens værksted
Wilhelm Bendz var del af et miljø af unge kunstnere i København i starten af 1800-tallet. De malede portrætter af hinanden under arbejdet – ind i mellem i store formater, der ellers plejede at være forbeholdt de kongelige og adelige. Det var med til at løfte kunstnerens arbejde op til højere anseelse. Bendz viser billedhuggeren som en, der dirigerer virkeligheden med sine idéer og sin håndværksmæssige kunnen.
Inspirationsord
- Atelier
- Skulpturer
- At stå model
- Kunstnerrollen
- Blikretninger
- Kønsidentiteter
- Krop
- Maskuliniteter
- Antikken