Bænken på kirkegården
En gammel kone sidder på kirkegården i hjørnet ved kirkemuren. Hun er klædt varmt på, men skutter sig lidt for kulden og vinden, der blæser ind fra det store åbne landskab. Det varme tørklæde omkranser hendes furede ansigt. Vi befinder os i den lille by Fløng ved Baldersbrønde lidt uden for Roskilde. Domkirkens to tårne kan se i baggrunden til højre.
Jernkorset
Kvinden ser på et stort jernkors i forgrunden. Det er tilsyneladende rejst til ære for hendes mand, Jens Andersen, der ifølge teksten døde i 1896. Billedet fortæller en vemodig historie om en ældre kvinde, der sent i livet mindes sin afdøde mand. Faktisk havde Ring tænkt sig, at billedet skulle handle om en ung sørgende kvinde ved sin unge mands blomstersmykkede grav. Men han havde svært ved at finde en passende model. Der var nemlig kun få unge tilbage i byen. De fleste var flyttet ind til København, hvor de nemmere kunne finde arbejde. Tilbage var kun de gamle koner, så kunstneren måtte ændre historien.
Den rigtige Jens
L. A. Ring har redigeret sit motiv og tilpasset det til den virkelighed, han stod overfor. Jernkorset var oprindeligt placeret et helt andet sted på kirkegården, og faktisk var det rejst til minde om en tolvårig dreng, der hed Jens Andersen og var død af skarlagensfeber. Sådan er der mange kunstnere, der sætter elementer fra virkeligheden sammen til nye fortællinger.
Inspirationsord
- Livets gang
- Land og by
- Årstider
- Alderdom
- Død
- Sorg
- Stilhed
- Tro
- Den kunstneriske proces