Spring til hovedindhold
SMK - Statens Museum for Kunst

Redningsbåden køres gennem klitterne(1883)

Maleri af Michael Ancher (1849-1927)

Redningsbåden køres gennem klitterne
Værktype

Maleri

Teknik

Olie på lærred

Datering

1883

Dimensioner

1710 x 2210 mm (Netto)

Redningsaktion

Iklædt arbejdstøj, sydvest og pelshuer er en gruppe mænd ved at trække en redningsbåd gennem snedækkede klitter. I horisonten ligger det nødstedte sejskib. Man kan se, hvor kraftig blæsten er, på måden det krænger over til siden. Billedet fremmaner lyden af skridt i sneen, havet, vinden og mændenes råb. Er de bange? Får de reddet dem på skibet?

Dramatik

I kompositionen løber to diagonale linjer, der følger fiskernes bevægelse fra forgrunden mod kysten og ud til skibet i horisonten. Maleriet minder næsten om et dramatisk fotografi fra en reportage, hvor beskæringerne er abrupte, blikke kastes i forskellige retninger, og en mand råber efter nogen uden for billedet. Den lave horisontlinje og den mørke himmel er med til at forstærke den intense stemning. 

Hverdagens helte

Michael Ancher er særligt kendt for at male fiskerne i Skagen, hvor han selv boede størstedelen af sit liv sammen med sin hustru, kunstneren Anna Ancher. De var begge en del af kunstnerkolonien, kendt som Skagensmalerne. Han brugte de lokale fiskere som modeller til sine værker. Det var realistiske skildringer fra virkelighedens liv såvel som monumentale fremstillinger af fiskerne som nærmest mytiske helte.

Inspirationsord

  • Arbejde
  • Realisme
  • Natur
  • Bevægelse
  • Farver
  • Stemning
  • Hverdagens helte
  • Kunstnerkolonier