
© J.F. Willumsen / VISDA
Til vejrs
Kvinden læner sig op ad sin vandrestok, mens hun skuer ned mod den verden, hun har lagt bag sig. Hendes figur tegner en elegant S-form. Det tunge stof i kappen, sweateren og kjolen falder flot over hendes feminine former. Hun hviler i sig selv, stærk og skødesløs. En moderne kvinde, der kan bestige et bjerg ved egen kraft. I baggrunden vokser bjergene opad i klare, stærke kontrastfarver, op mod en dramatisk skyklædt himmel.
Ekspressive farver og penselstrøg
Farverne er klare og stærke og maleriet er præget af zig-zaggede linjer og former på kryds og tværs, og en komposition fuld af diagonaler og slyngede former. Malemåden er ekspressiv. Samtidig kan man se, at han har studeret naturen med åbent sind og haft blik for, hvordan det stærke sollys kan skabe dramatiske farvekontraster og dybe skygger. Stilen kaldes vitalisme, fordi den er fuld af livskraft og energi – vitalitet!
Kunstnerens forlovede
Kvinden er Willumsens kæreste, Edith Wessel, og maleriet er skabt efter skitser fra deres forlovelsesrejse i alperne i 1902. På Hagemanns Kollegium i København hænger den første version af motivet, men da Willumsen ville låne det i 1912 til en udstilling i USA fik han afslag, og måtte male en ny version af den nye tids kvinde. Blot 3 år senere i 1915 fik kvinder stemmeret i Danmark.
Inspirationsord
- Bjerglandskab
- Natur
- Farvekontraster
- Ekspressiv
- Vitalisme
- Kønsroller
- Modernitet
Forløb
Kunstværket er anvendt i følgende undervisningsforløb udarbejdet af SMK Connect.

Det Moderne Gennembrud
Formålet med dette forløb er at styrke elevernes kritiske sans gennem en undersøgelse af Det moderne gennembruds kunst og historiske kontekst og ved at perspektivere til vores egen samtid.
Når I har afsluttet forløbet, har eleverne bl.a. arbejdet med:
- Kvindesyn dengang og nu
- Debatkultur – produktion af bannere og statements

Det Moderne Gennembrud
Formålet med dette forløb er at styrke elevernes kritiske sans gennem en undersøgelse af Det moderne gennembrud og perspektivering til vores egen samtid.
Når I har afsluttet forløbet, har eleverne bl.a. arbejdet med:
- Begrebet ’nybrud’
- Kvindesyn dengang og nu
- At sætte noget til debat
- At sætte lyd til historiske kunstværker
- Statements og bannerproduktion

Tilpas eksisterende opgaver, øvelser og kunstværker til dit eget undervisningsforløb.