Spring til hovedindhold
SMK - Statens Museum for Kunst

Familien Nathanson(1818)

Maleri af C.W. Eckersberg (1783-1853)

Familien Nathanson
Værktype

Maleri

Teknik

Olie på lærred

Datering

1818

Dimensioner

1260 x 1725 mm (Netto)

En familie i fint tøj

En familie er samlet i en fin stue. Børnene har danset til lyden af klaverspil, men nu træder deres mor og far ind i stuen. Dyrebare strudsefjer, et smukt rødt kashmirsjal. Lyse farver, florlette ærmer, sirlige kniplinger, knæbukser og en trekantet hat. Man kan næsten fornemme tøjets knitren og overflader, tyngde og lethed. Det er højeste mode i 1818.

Identitet og iscenesættelse

Her kommer moren og faren hjem fra et besøg hos dronningen. Faren er fastfrosset i sin bevægelse med den ene fod uden for stuens trygge rammer. Det er en iscenesat situation, ikke et øjebliksbillede. Familien Nathanson var jødisk, og faren spillede en vigtig rolle for styrkelsen af jøders rettigheder i Danmark. Portrættet viser familiens integration i det pæne borgerskab, en ny social og magtfuld klasse i 1800-tallet.

C.W. Eckersberg

Eckersberg var en vigtig figur i det tidlige 1800-tals kunst, som senere blev døbt guldalderen. Han var professor på Kunstakademiet og er kendt for sine ekstremt præcise og detaljerede skildringer, uanset om det er motiver fra Rom, portrætter eller marinemalerier.

Inspirationsord

  • Relationer
  • Familie
  • Hjem
  • Identitet
  • Iscenesættelse
  • Borgerskab
  • Social status
  • Guldalder