Anbefalede Øvelser
Niels Ryberg med sin søn Johan Christian og svigerdatter Engelke, f. Falbe(1797)
Maleri af Jens Juel (1745-1802)
Naturlig idyl
Storkøbmand Niels Ryberg sidder på en bænk i den park, der tilhører familiens herregård, som ses i baggrunden. Han kigger på sin søn og svigerdatter og deres lille, hvide hund, der ser lydigt op på den nye generation. Sønnen slår ud med armen – er det en gestus for at vise familiens besiddelser frem? Naturen, der omgiver dem, medvirker til en rolig og harmonisk stemning. Græsset er grønt, der er ingen blæst, og stien virker meget ren. Maleriet viser, hvordan familien ser ud, men det er også deres eftermæle – hvordan de gerne vil huskes.
Det nye borgerskab
Jens Juel var en af sin tids mest eftertragtede kunstnere. Værkets størrelse på mere end 2,5 x 3 meter vidner om Niels Rybergs rigdom samt hans ønske om at føre sig frem på lige fod med adelen, som også var blandt Juels kunder. Handlen i København oplevede en enorm vækst slutningen af 1700-tallet. Af samme grund kaldes det den florissante periode, og borgerskabet kom til at fylde mere, både økonomisk, kulturelt og politisk.
En usynlig historie
Der er dog også en fortælling, som vi ikke kan se i værket, nemlig at Niels Ryberg tjente penge på at transportere slavegjorte. I 1802 sejlede et af hans skibe, Engelcke, opkaldt efter svigerdatteren, 221 slavegjorte fra en afrikansk kyst i retning mod Cuba. Undervejs omkom 50 af dem. Niels Ryberg var såkaldt tightpacker, i modsætning til loosepackers, som tog færre med, end skibene var bygget til. Hvordan skal vi forholde os til det smukke familieportræt, når vi kender baggrunden for, at de står der?
Inspirationsord
- Guldalder
- Kolonihistorie
- Natur
- Familie
- National identitet
- Magt