Sonic Intermediate - Tripodal Shapeshifter after Ferlov Mancoba(2021)
Skulptur af Haegue Yang (1971-)
© Haegue Yang / VISDA
Skulptur
2021
()
Shapeshifter
En forvokset puddelhund? En skabning i et cirkus? Et festligt musikinstrument? Et rødt stativ holder sammen på en krop bestående af klokkebeklædte buttede ben, et Mickey Mouse-lignende hoved og et væld af hvide plastikstrimler, der som en festlig boa udsmykker kroppen. Værkets titel indeholder bl.a. ordene formskifter på tre ben. Det lyder som noget fra en science fiction-film. Noget der kan tage form fx af sine omgivelser.
Det transnationale
Titlen indeholder også en reference til den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba. Den sydkoreanske kunstner Haegue Yang lavede værket i 2022 til en stor udstilling på SMK. Under sine besøg på museet blev hun optaget af den danske kunstner og hendes mange fantasifulde, abstrakte skulpturer og troen på kunsten som et universelt sprog, der kan forene mennesker på tværs af kulturer. Haegue Yang er selv optaget af det transnationale, fx af ligheder mellem shamanistiske traditioner i Sydkorea og Grønland.
Materialer
Yang kombinerer ofte traditionelle håndværkstraditioner og industrielt fremstillede materialer fx brugt til emballage. Her har hun bl.a. brugt dele af ventilatorer, små klokker og plastikblomster. Mange af hendes værker kan bevæge sig, ligesom værket her. Hvis man kører en lille tur med skabningen, kan man høre lyden af de mange små klokker.
Inspirationsord
- Transformation
- Transnational
- Materialer
- Bevægelse
- Krop
- Lyd
- Væsen