Spring til hovedindhold
SMK - Statens Museum for Kunst

Anbefalede Øvelser

I havedøren. Kunstnerens hustru(1897)

Maleri af L.A. Ring (1854-1933)

I havedøren. Kunstnerens hustru
Værktype

Maleri

Teknik

Olie på lærred

Datering

1897

Dimensioner

1910 x 1440 mm (Netto)

På tærsklen

En ung kvinde står i en døråbning og kigger ud på en blomstrende have. Samspillet mellem lyset, de grønne nuancer fra haven og de hvide blomster giver en forfriskende og livlig stemning af en behagelig forårsdag. Det varme lys falder på kvindens cremefarvede kjole, og hun virker afslappet i sin kropspositur, tilbagelænet med den ene hånd hvilende i taljen og fremskudt mave. Kvinden er Sigrid Kähler, Rings hustru, og maleriet er skabt et år efter deres bryllup. Hun er måske gravid. Natur og menneskeliv kommer og går.

Kigger vi nærmere på hendes ansigtsudtryk, kan det diskuteres, hvilke følelser der ligger bag? Helt konkret står hun på tærsklen mellem huset og haven, og måske i overført betydning mellem noget genkendeligt, trygt og noget nyt eller uvist?

Kvinde- og hustruportræt

Det er et personligt maleri, der samtidig fortæller en generel historie. Det er den forelskede mands blik på sin kone, men også en ny kvindetype, som træder frem i slutningen af 1800-tallet. En kvinde med både hoved og krop. Før Ring som 42-årig i 1896 blev gift med den kun 22-årige Sigrid Kähler, var han i perioder meget depressiv.  Portrættet kan ses som en hyldest og kærlighedserklæring til hustruen og det familieliv, de havde i vente.

L. A. Ring brugte ofte familien i sine motiver. Han havde en forkærlighed for de sjællandske landskaber, for livet inde og ude i de små landsbyer, for hjemmeliv og udsigter set fra det private individs synspunkt.

Inspirationsord

  • Overgang
  • Tærskel
  • Frugtbarhed
  • Moderskab
  • Idyl
  • Familieliv
  • Individ
  • Skrøbelighed