Anbefalede Øvelser
Kunstnerens mor Ane Hedvig Brøndum i den røde stue(1909)
Maleri af Anna Ancher (1859-1935)
Skagens stille stuer
Vi er på besøg i Skagen, i stuerne hos Anna Anchers mor, Ane Hedvig Brøndum. Den gamle fru Brøndum sidder i en kurvestol med flere puder i ryggen, så hun bedre kan nå ind til bordet og få glæde af lyset fra vinduet. Handlingen er koncentreret om den læsende kvinde, og det virker næsten som om tiden står stille.
Lyset som hovedmotiv
Ane Hedvig havde i mange år drevet det familieejede Brøndums Hotel, men nu havde hun trukket sig tilbage. Anna Ancher boede lige rundt om hjørnet og kom tit på besøg, ofte for at male moderen, der havde god tid til at sidde model. Den gamle mor er hovedmotivet, men hun er ikke nødvendigvis den største inspiration til billedet. Anna Ancher var nemlig særlig optaget af at skildre sollys og hvordan det aftegner sig i et rum, et interiør. Derfor er solreflekserne på den blå og røde væg lige så vigtige som den gamle mor. Reflekserne står som to søjler af lys, og de viser os den verden, der befinder sig uden for billedet, et flimrende liv af potteplanter, vinduesrammer og gardiner.
Farvens dominans
Ved at fokusere på lyset får Anna Ancher også mulighed for at skrue op for farvens intensitet og klarhed. Hun gør det ved at give rene blå, gule og røde nuancer – de tre grundfarver – lov til at dominere billedet.
Inspirationsord
- Farver
- Lys
- Skygger
- Hverdag
- Stilhed
- Intimitet
- Bevægelse
- Sanser
- Kunstnerkoloni