En guldalder-kernefamilie
I et højloftet kontor med en rolig, grøn farve på væggene sidder familiefaren ved sit skrivebord. Han vender opmærksomheden mod sin kone og to børn. Sønnen i ternet jakke og kniplingskrave læner sig afslappet mod faderens ene ben og kigger hengivent op på sin lillesøster på moderens arm. Forældrene udstråler overskud og kærlighed til deres børn. Hunden ligger under skrivebordet med snuden mod det fint mønstrede gulv. Alt ånder ro og harmoni hos familien.
Hjemme hos det bedre borgerskab
Vi er på besøg hos familien Waagepetersen. Faren Christian var vinhandler og kongelig hofleverandør, og boligindretningen følger tidens mode. Rummene er afstemt i rolige, varme røde og grønne nuancer, som danner komplementærkontrast. På væggene hænger malerier i bolsjestribede snore. Lige over skrivebordet har vi Frederik den 6. Bunker af bøger, papirer og en globus signalerer, at det er en dannet og arbejdsom familie. Det høje vandglas på bordet med en levende frø fungerede som barometer – når frøen kravlede op, blev det godt vejr.
At posere som glansbillede
Portrættet stadfæster nogle familiemønstre og kønsroller, som var kendetegnende for guldalderens borgerskab, og som har overlevet langt op i vor tid. Faren tager sig af det intellektuelle arbejde med bøger, tal og videnskab. Moren tager sig af børnene og hjemmet. Samtidig tager hun sig godt ud i tidens tøjmode med opsat hår og en fin hat. Det lille barns tøj matcher hendes kjole. Portrættet har en aura af afslappet hjemlighed og overskud, men vi fornemmer, at det hele er opstillet til ære for maleren. Hvor ville man kunne se sådan et opstillet familieportræt i dag?
Inspirationsord
- Familie
- Kønsroller
- Guldalder
- Komplementærfarver
- Boligindretning
- Statusmarkører
- At posere
Forløb
Kunstværket er anvendt i følgende undervisningsforløb udarbejdet af SMK Connect.