Spring til hovedindhold
SMK - Statens Museum for Kunst

Fra et romersk osteria(1866)

Maleri af Carl Bloch (1834-1890)

Fra et romersk osteria
Værktype

Maleri

Teknik

Olie på lærred

Datering

1866

Dimensioner

1485 x 1775 mm (Netto)

To selskaber

De tre personer i forgrunden kigger direkte ud på os. Hos manden kan man aflæse irritation, skepsis eller endda vrede, idet han rynker brynene og holder fast om den spidse gaffel. Fra hans bukselomme stikker en lille kniv frem – måske indikerer det, at han er på vagt eller ligefrem farlig? Kvinden i midten kigger flirtende op fra glasset, mens hende til venstre ser forbavset op. Hvem er mon trådt ind i rummet, som får dem til at reagere på den måde? Ved det andet selskab sidder tre mænd i grå jakkesæt. De lader til at være fordybet i samtale. Den ene mand gestikulerer med hånden. De virker seriøse.

Kulturforskel

Skildringen af de to selskaber viser 1800-tallets blik på de ekstotiske sydeuropæere. De solbrændte italienere har farvestrålende tøj på, deres bord er rodet med krummer og fluer, og de fremstår som sanselige, kropslige individer. Modsat fremstilles mændene i baggrunden med deres lyse hud og rene bord som en intellektuel gruppe.

Carl Bloch tog som mange andre kunstnere fra sin samtid på dannelsesrejse. Han bosatte sig i Rom i en årrække. Her blev han bl.a. optaget af kulturen, menneskene og særligt af sin egen identitet. Maleriet kan ses som del af en undersøgelse af det særligt danske i 1800-tallets kunst – her vist som en kontrast. Værket er inspireret af Wilhelm Marstrands ”Italiensk Osteriscene” og blev bestilt af købmanden Moritz G. Melchior, som er med i gruppen i baggrunden sammen med Carl Bloch selv.

Inspirationsord

  • Kulturforskelle
  • National identitet
  • Fordomme
  • Manerer
  • Symboler
  • Modsætninger
  • Dannelsesrejse
  • Guldalder

Se et kort portræt om kunstneren.