Spring til hovedindhold
SMK - Statens Museum for KunstSMK - Statens Museum for Kunst
Det lange forløb
Forløb

Og hvor har du så hjemme?

Og hvor har du så hjemme?

Formålet med dette forløb er at undersøge hjemmets regler, stemninger og dufte og dets tilhørsforhold til en by eller en lokal kontekst.

Når I har afsluttet forløbet, har eleverne bl.a. arbejdet med:

  • At undersøge forskellige regler i forskellige hjem
  • At undersøge kunstens præsentation af hjemmet
  • At skabe en duft af deres hjem
  • At producere en rejsebrochure som en anbefaling af deres by
SMK ForløbUdarbejdet af SMK Connect

Skift forløbslængde

Klassetrin
Mellemtrin
Indhold
8 lektioner

Opgave

Hjemme hos os...

Længde1 lektion

Hjemme hos os...

Er din sofa sådan én man må hoppe i? Må man gerne spise foran fjersynet hjemme hos dig?

I denne opgave skal eleverne skitsere en plantegning af deres hjem, samt tale om de forskellige regler der er hjemme hos dem. Klassen får et indblik i, hvor ens eller forskellige et hjem og dets leveregler kan være.

Plantegning

Længde15 minutter

  • Eleverne skal lave en plantegning af deres hjem.
  • Vis dem et eksempel på en plantegning som inspiration og forklar, at en arkitekt fx arbejder med plantegninger.
  • Gør eleverne opmærksomme på, at det blot er en skitse, og at I ikke arbejder i rigtige målestoksforhold eller særligt detaljeret.
  • De skal starte med at lave en plantegning af deres hjem.
  • Dernæst kan de navngive de forskellige rum, fx kontor, køkken, badeværelse, kælder m.m. Lad eleverne indikere, hvordan møblerne er placeret i rummet osv.
I skal bruge
  1. Papir
  2. Blyant

Regler

Længde30 minutter

  • Præsenter arbejdsarket "Hjemme hos os må jeg (ikke)…" (se bilag)
  • Eleverne går sammen i mindre grupper. De skal nu tage udgangspunkt i de forskellige sætninger og tale om reglerne i deres hjem. Hvor og hvornår må de gøre hvad?
  • Vær opmærksomme på, at der også er en mulighed for selv at tilføje nye "regler".
  • Eleverne skal derefter koble de forskellige regler til rummene på plantegningen.

Forslag til opsamling

  • Hvilke regler går igen for dine elever?
  • Er der nogle regler, som stikker ud?
  • Er der regler, som ændrer sig over tid, fx noget man må gøre i weekenden og ikke i hverdagen? Noget man må i år - men ikke sidste år?
  • Hvilke regler har eleverne selv tilføjet?
I skal bruge
  1. Arbejdsark "Hjemme hos os må jeg (ikke)..."
  2. Blyant

Øvelse

Træd ind i værket

Længde15 minutter

Formål

At skabe en legende tilgang til at få eleverne i gang med at beskrive et værk.

At skærpe elevernes sanser og lade dem bruge både øjne, ører og lugtesans.

At lade eleverne bruge deres fantasi og forestillingsevne til at blive klogere på et værk.

Sådan gør I

Bed eleverne kigge godt på værket for derefter at forestille sig, at de tager et stort skridt ind i værket. De må stille sig lige der, hvor de helst vil være.

Giv eleverne lidt tid til lige at finde sig til rette i værket og husk dem på, at de både skal bruge øjnene, ørerne og lugtesansen.

Derefter kan du fx spørge:

Hvorfor valgte du at stille dig lige netop der?

Er der rart, der hvor du er? Hvorfor/hvorfor ikke?

Hvad kan du høre/se/lugte, der hvor du står?

Hvordan er temperaturen?

Er der meget plads, der hvor du står? Eller føler du dig klemt?

Hvis du skulle stå et andet sted, hvor ville du så gå hen?

Opsamling

Saml op på jeres snak: Har eleverne lagt mærke til nye ting ved at være inde i værket? Har de haft forskellige oplevelser af lugte, lyde m.v.? Og hvad gør det for deres oplevelse af værket og stemningerne i det? Hvorfor giver lige netop dette værk en meget ensartet eller en meget forskellig oplevelse blandt eleverne?

Træd ind i værket
I skal bruge
  1. Et kunstværk

Opgave

Duften af mit hjem

Længde1 lektion og 15 minutter

Duften af mit hjem

Kender du det, at et gammelt minde pludselig dukker op i hjernen, når din næse møder en bestemt duft?

Selv den svageste duft kan sætte gang i din indre film og få de skarpeste billeder frem fra barndommen, ferien eller det sted, du altid går forbi på vej til skolen.

I denne opgave dykker vi ned i duftene fra vores hjem. Hvilke dufte forbinder vi med vores hjem, og hvilke duftkombinationer giver os følelsen af at høre hjemme? Er det din mors parfume? Din bedstefars cigar? Duften af din yndlingsret? Eller måske lugten af jeres gulvtæppe i stuen?

Eleverne skal lave et "hjemmelaboratorie", hvor de indkapsler forskellige dufte fra deres hjem som en slags parfume.

Parfumebrygning

Længde1 lektion

  • Eleverne skal hjem og reflektere over, hvilke dufte de og deres familier forbinder med deres hjem.
  • De skal registrere de forskellige dufte (gå rundt i alle rum og notere stikord på et stykke papir over de dufte, de registrerer).
  • De skal nu udvælge 5 dufte, som de forbinder allermest med deres hjem, eller dufte der giver dem den største følelse af hjem.
  • Eleverne skal indsamle 5 dufte og medbringe dem til næste lektion + et syltetøjsglas.
  • Se introduktionsvideoen ’Duften af mit hjem’ som inspiration. https://vimeo.com/957635465
I skal bruge
  1. Madolie
  2. Syltetøjsglas
  3. Vand
  4. Pipette
  5. Madfarver
  6. Diverse "dufte"

Association

Længde15 minutter

Som forberedelse kan du som lærer lave forskellige "duftkrukker". Hvis der er mangel på tid, kan du som lektie på forhånd bede eleverne om at medbringe en duft hver. Noget de ganske nemt kan finde i deres hjem, baghave, altankasse eller på vej til skolen.

Sørg dog for at uddelegere duftene, så alle ikke medbringer det samme. Fordel fx eleverne i grupper, hvor de hver især skal finde en sød duft, en syrlig, en fersk, en frisk, en metallisk etc. En duftkrukke kan fx bestå af et gammelt syltetøjsglas foret med vat, med forskellige elementer som afgiver en duft (se forslag under bilag).

Klassen har nu en samling af mindst 15 forskellige dufte. Gør det tydeligt for eleverne, at opgaven ikke går ud på at gætte, hvad der ligger i duftkrukken, men at det handler om, hvad duften får dem til at tænke på.

I skal bruge
  1. Duftkrukker med diverse dufte fra et hjem

Øvelse

Interview

Længde15 minutter

Formål

At undersøge værkerne ved at skulle identificere sig med motivet eller materialet.

At spørge om, se på og reflektere over alt det man undrer sig over ved værket.

At skabe en legende og kropslig tilgang til et værk.

Sådan gør I

Vælg et værk. Forklar at eleverne skal arbejde sammen to og to og på skift agere enten 1) nysgerrig interviewer eller 2) kunstneren, værket i sin helhed eller en detalje i værket. Den ene elev (den nysgerrige interviewer) skal stille spørgsmål, og den anden elev skal svare og altså tage værket på sig.

Forklar eleverne, at de skal stille spørgsmål om alt det, der undrer dem. Og at det er op til ”værket”/eleven at finde på svar. Bed dem om at stille opklarende spørgsmål undervejs.

Eksempler på spørgsmål til værket:

”Hvad er du lavet af?”

”Hvordan føles du?”

”Hvad er dit største ønske?”

Eksempler på spørgsmål til kunstneren:

”Hvorfor har du valgt de her farver?”

”Hvad tænkte du på, da du lavede værket?”

”Hvad kan du bedst lide ved værket?”

Etc.

Giv eleverne ca. 3 minutter til hvert interview, hvorefter de bytter roller.

Opsamling

I den fælles opsamling kan hver gruppe nævne et par spørgsmål og svar, som du samler op på: Hvad talte de om? Hvad var de særligt optagede af? Spørg også eleverne, hvordan det var at lege værk og interviewer. Fik de nye tanker om værket? Var det svært?

Interview
I skal bruge
  1. Et kunstværk
  2. En genstand der kan bruges som mikrofon

Opgave

Rejsebrochure

Længde5 lektioner

Rejsebrochure

De fleste af os kender følelsen af udlængsel, en drøm om at ruske op i hverdagen og begive sig ud på nye eventyr. Hvis vi ikke præcist ved, hvor vi vil hen, kan vi finde inspiration hos forskellige rejsebureauer. De reklamerer for rejser i alle afskygninger, hvor der lokkes med attraktive billeder og drømmende beskrivelser af destinationen. I denne opgave vender vi det hele på hovedet. Nu er det elevernes opgave at lave en rejsebrochure for deres hjem/by/land. Hvad ønsker eleverne at fremhæve af seværdigheder, og det der kendetegner deres hjemby og lokalområde?

Jeg anbefaler...

Længde5 lektioner

Denne opgave er fordelt over 5 lektioner:

1. lektion

I denne lektion har klassen til opgave at finde inspiration til, hvordan en rejsebrochure kan se ud, og hvad den kan bestå af?

  • Find 3 links til rejseselskaber på internettet eller kig i fysiske rejsebrochurer, hvis muligt.
  • Fremhæv 5 benspænd, som skal indgå i elevernes opgavebesvarelse. Fx attraktive billeder, iøjnefaldende overskrifter, overnatning, pakketilbud/dagstur, priser m.m.

2. lektion

Eleverne kan arbejde individuelt eller i grupper. I denne lektion skal eleverne lave en brainstorm over det, de synes er særligt i deres nærområde, og som de gerne vil anbefale til en ven eller turist. Du kan udfordre dine elever til at fremhæve steder, som måske ikke allerede får stor opmærksomhed – fx. hemmelige steder eller mærkelige steder.

Under udvælgelsen kan I fx arbejde ud fra disse kriterier:

  • Et sted hvor man kan slappe af
  • Et sted hvor man kan få dejlig mad
  • Et sted hvor man kan lære noget nyt
  • Et sted hvor man kan være aktiv,
  • Et sted hvor man kan gå på opdagelse,
  • Et sted for børn/pensionister/par
  • Find selv på flere...

Som lektie til næste gang skal eleverne tage billeder af de steder, de har valgt, og skrive mindst 5stikord til hvert billede.

3. lektion

I denne lektion begynder rejsebrochuren at tage form. Eleverne skal arbejde videre med stikordene og lave dem om til korte tekster, finde overskrifter og udvælge billeder. Find en overskuelig layout-skabelon, eleverne kan arbejde i, hvor det er nemt at indsætte tekst og billeder. Der er fx flere muligheder i skriveprogrammerne Word eller Pages.

4. lektion

Her færdiggøres rejsebrochuren. 

5. lektion

I kan samle alle gruppernes arbejde til en fælles brochure, enten fysisk eller digitalt. Lav evt. en lille udstilling med alle brochurerne et synligt sted på skolen og inviter en anden klasse til at afprøve rejsetipsene.

I skal bruge
  1. Layout-skabelon i skriveprogram
  2. Kamera
  3. Fysiske rejsebrochurer

Byg dit eget forløb
Byg dit eget forløb

Tilpas eksisterende opgaver, øvelser og kunstværker til dit eget undervisningsforløb.

Opret konto