© Kathrine Ærtebjerg / VISDA
Et magisk univers
En ung pige sidder i sin seng. Hun ser ud til at sidde behageligt med store puder i ryggen. Hun smiler til os og har sit blik bestemt fæstnet på os. Hun har taget fint og farverigt tøj på, og om halsen har hun en perlekæde. Omkring hende i sengen sidder nogle dyr og skabninger: en edderkop og nogle væsner, der ligner aber. Fra det blå sengetøj vokser der små gevækster. Er pigens seng i gang med at forvandle sig til en magisk skov med mærkelige dyr og væsner? Den rosa baggrund ligner et stort rødt gardin, der omkranser sengen og skaber et intimt rum.
En dobbelthed
På den ene side har værket et barnligt, naivt og let udtryk med dets klare, stærke farver og pigen, der legende viser det univers frem, hun har omkring sig af dyr og planter, som var det en slags huleleg. På den anden side har værket en mere dyster side: Er værelset hendes tilflugtssted, hvor hun endelig kan slappe af, fordi det kan være svært at finde venner ude i den virkelige verden? Er hun i virkeligheden ensom og har opfundet sine egne venner her? Værkets titel hun var aldrig alene kan læses som noget hun måske fortæller sig selv, i en tid hvor hun føler sig ensom. Eller måske har hun en paranoid oplevelse af ikke at kunne få fred?
Inspirationsord
- Ensomhed
- Fantasiverden
- Pubertet/overgang
- Hemmelighed
- Hule
- Venskab
- Væsener
Forløb
Kunstværket er anvendt i følgende undervisningsforløb udarbejdet af SMK Connect.

Og hvor har du så hjemme?
Formålet med dette forløb er at undersøge hjemmets regler, stemninger og dufte og dets tilhørsforhold til en by eller en lokal kontekst.
Når I har afsluttet forløbet, har eleverne bl.a. arbejdet med:
- At undersøge forskellige regler i forskellige hjem
- At undersøge kunstens præsentation af hjemmet
- At skabe en duft af deres hjem
- At producere en rejsebrochure som en anbefaling af deres by

Surrealisme
Formålet med forløbet er at lade eleverne udforske surrealismens eksperimenterende arbejdsformer og metoder som inspiration for egne processer. De skal eksperimentere med form og materiale og reflektere over, hvordan man kan fortolke oplevelser og stemninger. Dertil skal eleverne undersøge, hvordan det urovækkende og det ubevidste kan omsættes til visuelle og filmiske fortællinger
Når I har afsluttet forløbet, har eleverne bl.a. arbejdet med:
- At afprøve surrealisternes metoder og lade sig inspirere af deres arbejdsformer.
- At indgå i en umiddelbar og spontan proces med en legende og eksperimenterende tilgang.
- At fortolke og undersøge forskellige kunstneriske udtryk og formsprog.
- At undersøge begrebet das Unheimlich og udvikle egne idéer og udtryk gennem film.

Tilpas eksisterende opgaver, øvelser og kunstværker til dit eget undervisningsforløb.