Fra idyl til realisme

Udskoling

Under 1 lektion

Man kan næsten høre det, når man siger det: Det Moderne Gennembrud. Der sker et brud med noget! For at forstå, hvad der bliver brudt med, kan det være en god idé at undersøge kunsten fra perioden inden, nemlig den danske Guldalder. Eleverne skal i denne opgave sammenligne to kunstværker fra hhv. Guldalderen (Vinteraften i en skov, 1853,Vilhelm Kyhn) og Det Moderne Gennembrud (Sat ud, 1892, Erik Henningsen).

Sammenlign to værker

15 minutter

I kan naturligvis også vælge andre værker fra Guldalderen og Det Moderne Gennembrud

Lad eleverne se godt på de to værker. Bed dem om at notere, hvad de lægger mærke til. Fx stemninger, farver, detaljer, kropssprog m.m.
Sammenlign de to kunstværker. Se både på ligheder og forskelle.
Hvordan adskiller kunsten fra Det Moderne Gennembrud sig fra Guldalderkunsten?

Vinteraften i en skov, 1853, Vilhelm Kyhn

Sat ud, 1892, Erik Henningsen

I skal bruge

2 værker
Papir
Blyant

Vinteraften i en skov

Vilhelm Kyhn

Mere om kunstværket

Sat ud

Erik Henningsen

Håbløshed

På gaden står en familie med alle deres møbler og indbo, husgeråd, noget tøj, en dyne og en pude. Kvinderne – den gamle bedstemor, moren og hendes lille pige – venter på, at familiens forsørger, manden på fortovet, bliver færdig med at diskutere med ordensmagten. De er blevet sat ud af deres lejlighed, og optrinnet overværes af to af gadens øvrige beboere, der er standset midt i snerydningen. Vi befinder os i København, i Blågårdsgade på Nørrebro. Det er vinter, og gråvejret understreger den trøstesløse stemning. Har familien nogen steder at tage hen? Hvad ville man gøre, hvis man stod i en lignende situation?

Samtidsreportage

Mange i den voksende arbejderklasse havde elendige levevilkår i 1880’ernes København. Tidens forfattere fulgte Georg Brandes’ opfordring til at ”sætte problemer under debat”. Men kun ganske få malere valgte motiver, der afspejlede de store sociale og politiske brydninger. Erik Henningsen lavede samtidsreportager, der ligesom Sat ud er følelsesbetonede historier, som beskueren kan føle sympati for. Kunstnerne opfordrede ikke til revolution, men til indlevelse, med førfilmiske greb som close up, gestik, blikfang og realitetseffekter, der skulle fange beskuerens opmærksomhed. Det virkede dengang, og det fungerer stadig effektivt.